Samtidig med,
at Lexus går den slagne og i mange sammenhænge ret
klimafornuftige vej, og lancerer en selvopladende
kompakt SUV hybrid i premium klassen, tager de også
hul på en ny måde at tænke udstyr og oplevelse på.
Målet er klart med den nye LBX: Lexus vil ind i
kompaktklassen og score kunder, ikke bare på den
korte bane, men også med henblik på fremtiden. Det
er hverken dumt for Lexus eller for kunderne.
Den
selvopladende hybrid teknologi, hvor man kører
næsten 23 kilometer på literen giver god mening for
mennesker, der fx bor i en lejlighed i storbyerne.
Intet ladebesvær, lang rækkevidde ved bykørsel og
begrænset forurening. Samtidig er Lexus LBX lettere
at finde parkeringsplads til, og i dansk perspektiv,
når parkeringsfordelene for elbiler er faset ud
(hvad de stort set også er i København fra
årsskiftet), vil den også være lettere at færdes med
end de elektriske alternativer.
Der ligger også et nyt
højeffektivt bi-polært nikkel-metalhydrid batteri i
LBX, hvilket bidrager til en kraftigere acceleration
ved hjælp af elmotoren og samtidig gør det muligt,
at køre på ren el i længere tid, end det før har
været muligt i en fuld hybridbil. Hybridsystemet
yder 136 hk med et maksimalt drejningsmoment på 185
Nm.
LBX er en ægte SUV, hvilket
understreges af, at den både eksisterer med
forhjulstræk og med Lexus’ avancerede E-Four
firehjulstræk – i Danmark kan man dog alene vælge
den forhjulstrukne udgave.
For at modvirke vibrationer
og vejstøj fra taget er der benyttet højtdæmpende
tætningsmaterialer sammen med en særlig lyddæmper,
fremstillet af et yderst effektivt
isoleringsmateriale. Der er tætnet rundt om hele
kanten af motorhjelmen og anvendt støjisolerende og
absorberende plader, foringer, lister og skum i
kerneområder i hele bilen.
Meget
premium-følelse for pengene
Køreoplevelsen, når man bevæger sig væk fra
storbyen, er ikke desto mindre underholdende og
sporty. Præcis som man forventer i en bil fra et
brand, som er god til både det komfortable og det
sportslige (læs mere om køreoplevelsen hér og se
videoen her på siden). Men hvad får man ellers for
pengene, udover det med kørefærdighederne og til
dels også brand-værdien?
Anskaffer man
en LBX til basisprisen på 350.000 kroner, er den
grundliggende ret veludrustet. LBX står for
Lexus Breakthrough Crossover eller på dansk ”Lexus
gennembruds crossover”. Og det er dét, man har
satset på at skabe.
Udover basisversionen, som
blot hedder LBX, kan bilen nemlig vælges i
yderligere fire forskellige såkaldte
"atmosfære-udgaver". I stedet for at blive defineret
ud fra niveauet af udstyr eller komfortfunktioner,
fokuserer ”atmosfære-udgaverne” på at udtrykke
forskellige raffinerede, dynamiske eller sportslige
temaer gennem styling, farver, teksturer og finish.
Elegan, Relax, Emotion og
Cool
Udgaverne ”Elegant” og
”Relax”, fokuserer på en raffineret følelse, mens
”Emotion” og ”Cool”, begge har en mere sportslig og
dynamisk karakter. Hver af dem er designet med hver
deres type kunde i tankerne.
Emotion- og Cool-modellerne
skiller sig ud med tofarvet lakering og 18” alufælge
med maskinbearbejdet finish. Elegant- og
Relax-versionerne har omvendt en ensartet udvendig
lakering og blanke 18” alufælge.
Indvendigt har
Emotion-modellen perforeret syntetisk læderindtræk
med røde detaljer og kontrastsyninger på sæderne,
midterkonsollen og dørbeklædningen. LBX Cool har et
bi-tone interiør i sort/mørkegråt Ultrasuede og
læder med kobberdetaljer og syninger.
Ideen bag Elegant- og
Relax-atmosfærerne er, at fremkalde forskellige
stemninger. Syntetisk læder i en Forest Brown-nuance
eller Ammonite Sand findes i LBX Elegant til
dørpanelerne, instrumentpanelet og konsolpuderne
samt sædepolstringen. Til Relax-modellen kan man
vælge mellem Saddle Tan eller sort semi-anilinlæder
med karakteristiske Tatami-syninger.
Ekstraudstyr
Ud over de fire
Atmosphere-modeller er der også mulighed for at
tilkøbe forskelligt ekstraudstyr som fx
el-bagklap, nøglefri adgang, LED High forlygter, 360 grader panorama
view, Head-up display og Mark Levinson Premium med
13 højtalere.
Kunder, der ønsker at skræddersy deres nye bil, og
derigennem give den et helt personligt præg, vil
også få mulighed for det gennem den såkaldte Lexus
Bespoke Build service. Da vil man fx kunne ændre
farven på sikkerhedsselerne og polstringens
broderimønstre og syninger. Det vil endvidere være
muligt, at vælge helt særlige luksusmaterialer som
bl.a. L-anilin-læder – et særligt prestigelæder, der
ellers kun kan fås til den luksuriøse Lexus
limousine-model, LS. Det er en klar indikation af,
at den nye Lexus, foruden at levere varen i
kompaktklassen også har et overordnet mål i at
skulle bane vejen videre til de større biler i
modelviften.
|